Lægaard Mølles venner

   Forsiden


Den sidste møller i Lægaard Mølle

Carsten Kamuk som er den ene af de håndværksmestre som bygger det nye møllehjul til Lægaard Mølle er barnebarn af Sigfred Nielsen som var den sidste møller.


Carsten Kamuk

I Holstebro Museums årbog 1979 skriver Benny Boysen som interviewede Sigfred Nielsen flere gange og her bringes et par uddrag af denne samtale.


Asta og Sigfred Nielsen ved deres sølvbryllup.

I februar 1980 døde Sigfred Nielsen, Holstebro. Han var den sidste i en lang række af vandmøllere i Lægaard mølle, og det blev ham, der kom til at standse de hjul, som gennem mere end tre århundreder havde malet kom på dette sted (fig. 1).

Under sit arbejde med registrering af vandmøller og vandkraftsudnyttelser i Ringkøbing amt besøgte Benny Boysen i oktober 1974 Sig- fred Nielsen for at lave optegnelser om Lægaard mølles sidste aktive periode. Denne artikel, hvor ordet helt er givet til Sigfred Nielsen, er en redigeret udgave af den samtale, som fandt sted.1

Jeg er udlært i Studsgaard vindmølle ved Herning ved det, man kalder »skråmølleri«, det vil sige formaling af korn til foderbrug og ikke formaling af brødkorn (tig-. 2). Jeg kom lige fra Studsgaard til Lægaard mølle, hvor jeg blev møllersvend. Jeg var 19 år gammel, så det må have været i 1921.


Vindmøllen i Studsgaard

Vindmøllen i Studsgaard, hvor Sigfred Nielsen lærte mølleriet, var opført i 1882  som traditionel 8-kantet, paptækt, hollandsk mølle i en  årrække tjente møllen tillige som savmølle for brændetræ , idet vindmøllens overkapacitet trak båndsav,  0g kløverværk til opskæring af bjergfyr fra Hede selskabets store plantager syd for byen.

Om branden i maj 1940 skriver   Benny Boysen

Selve vandmøllen og stuehuset tog ingen skade, men vandet fra mølledamen alene kunne ikke klare den fremtidige maling, og derfor blev mølleriet nedlagt.

Efter branden købte kommunen det hele af bogtrykker Vonsyld, og møllens gangtøj og kværne blev solgt til produkthandler Laursen, som fjernede og skrottede det hele. - Det var egentlig en stor skam, når man tænker på det i dag.


Anders Lindholt Nielsen, Inger Jensine Nielsen, Peter Sigfred Nielsen, Lisa Vestergaard Nielsen og Gunnar Nielsen. 1972, Peters 70 års fødselsdag.

 

 


Ejendomsforhold

Det var Niels Koldsøe Nielsen, der ejede møllen, da jeg kom. Han var oprindelig kommet hertil som møllersvend, men forpagtede senere møllen for til sidst at købe den. Koldsøe havde været møllersvend for hestehandler Peter Nielsen Rokkjær, som kun havde møllen en kort tid, før han solgte til proprietær Anton Wille.2

Kammene var af bøgetræ, som greb ind i et konisk krondrev al støbejern, som sad på den opretstående akselvellen - hvorpå også stjernhjulet sad. Selv om både gravhjul og krondrev var af støbejern, havde man altså bevaret det gamle princip med, at træ og jern helst skal gå sammen (fig. 4).

Stjernhjulet, der var omkring 2 meter i diameter, var placeret på vellen i undermøllen lige under kværnloftet. Stjernhjulet trak 3 drev: 2 kværndrev til kværnene på kværn loftet og 1 drev som med en udveksling kunne trække valsen. Dette drev brugtes også til et hejseværk, hvormed kornsækkene løftedes op fra undermøllen.

De to kværne havde begge kunststen med en diameter på 50 tommer. I omtale skelnedes kværnene fra hinanden som »brødkværnen« og »skråkværnen«. Den ene kværn havde været brugt til brødkorn og havde haft en rhinsk møllesten. En rhinsk sten kunne findele kornet langt bedre end kunststenene, men skulle til gengæld bildes næsten hver anden dag for at være i orden.

Skråkværnen havde derimod hele tiden været anvendt til grutning. Da jeg var i møllen, brugtes begge kværne til formaling af foderkorn. Det var næsten udelukkende »skrå maling« vi beskæftigede os med, men det hændte da, at vi også malede lidt brødkorn.

1 møllen havde tidligere været grynpilleri og kornsigte. Begge dele var der endnu, da jeg kom, men blev ikke brugt. Vandhjulet trak i øvrigt også en slibesten, som stod lige ved møllehusets gavl. Jeg bildede selv kværnstenene. Det skulle gøres en gang om ugen, og det var altid onsdag aften. Da jeg var møllersvend, havde jeg som regel en mand (il al hjælpe mig. Vi tog stenene op omkring klokken 20, og kunne så være færdige med bildningen hen ad klokken et. En nybildet kværn kunne male 5 tdr. korn - 500 kg - på en time. Vi kørte faktisk altid kun med den ene kværn ad gangen. Det var ingen fordel at køre med dem begge, for sammen kunne de ikke bestille dobbelt så meget.

Efter nedlæggelsen af mølleriet kom jeg til at arbejde på Poul Andersens tømmerhandel, og derefter kom jeg op til min indirekte arbejdsgiver gennem mange år: Schous købmandsgaard, hvor jeg var i henved 20 år.


   Blev kaldet " Fister " var Peters søster, Gunnar Nielsen, Peter Sigfred Nielsen, Asta Mariane Christiansen og Lisa Vestergaard Nielsen.
Hesten Gyldenspjæt fra Holstebro Zoo. Ca. 1935.

 

Foreningen til renovering af Lægaard Mølle CVR: 38998129 v/ Ole Rømer Slotsgade 10.4 sal 7500 Holstebro